kommunikation

Der er brug for op mod 800 lærere i gymnasiet

Masser af gode råd fra én af MA’s temadage, hvis du vil være lærer i gymnasiet.


Anker Steffensen

Konsulent i GL

Hvordan er situationen lige nu?
Der er mange lærere i aldersgruppen 55-64 år med overvægt af mænd og mange i aldersgruppen 30-39 år med overvægt af kvinder. Det betyder, at mange går på efterløn/pension i løbet af de næste år, og i den yngre aldersgruppe vil der være mange barselsvikariater. Frem til 2014 vil der blive brug for 600-800 gymnasielærere om året fordelt over hele landet og fordelt på alle fag.

Specielt vil der være mangel på lærere inden for geografi, biologi og fysik. Hvis alle fysikere søger job som lærer, vil de kun dække 25% af behovet. Der bliver også brug for mange lærere med en humanistisk baggrund, men der er langt flere ansøgere til jobbene. En tommelfingerregel er her, at jo længere væk man søger fra universitetsbyerne, jo færre ansøgninger er der til jobbene.

Hvilke kompetencer skal jeg have?
Man skal have et hovedfag med speciale inden for et fag i gymnasieskolen – eventuelt et gymnasiesidefag (90 ECTS).

Pædagogikum kan typisk tages på et år som et led i den almindelige ansættelse på første eller andet år, og man skal have pædagogikum i alle sine fag. Se mere på GL's hjemmeside.

Pædagogikum er fælles for alle gymnasieretningerne og består af tre lige store dele:
• Teoretisk pædagogikum (kurser og prøve)
• Praktisk pædagogikum (undervisning og vejledning)
• Undervisning i egne klasser

Hvad med merit?
Syddansk Universitet vurderer meritmuligheder, dog først når man har fået en stilling. Man får mere merit ved at have haft fx et barselsvikariat i gymnasiet end ved at have taget en uddannelse som meritlærer.

Hvor slås stillingerne op?
www.gymnasiejob.dk
www.gymnasieskolen.dk
www.job-i-staten.dk
Se også skolernes hjemmesider og Søndagsavisen. Sidstnævnte bruges som hvervemedie.

Gode råd i øvrigt 
Læs læreplanerne for de forskellige fag på www.uvm.dk
Se de forskellige fags hjemmesider på www.emu.dk 
Løn og ansættelsesforhold på www.gl.org


Søren Maegaard Nielsen og Bo Hørslev Petersen

Lærer og studievejleder på Københavns Tekniske Skole, Valby 

Hvad er htx?
Htx's profil er naturvidenskab, teknologi og kommunikation. 80 % af undervisningen er på forhånd bestemt fra centralt politisk hold, 16 % er studieretningsfag, mens de sidste 4 % er valgfag, hvor eleverne skal have minimum 2 fag.

Obligatoriske fag er dansk (A), engelsk (B), matematik (B), kemi (B), tysk (B), biologi (C), samfundsfag (C), kommunikation/it (C), værkstedsbaseret undervisning i teknologi på A, B, og C niveau (kan kun tages på htx). På de tekniske fag kan man vælge mellem byggeri og energi, design og produktion samt proces, levnedsmiddel og sundhed.

De tekniske fag udgør ca. 5½ time pr. uge, resten af timerne er almindelige gymnasiefag. Cand. comm.ere kan undervise i kommunikation. Man kan blive ansat som et-fags kandidat, men der skal i givet fald være tale om et stort fag. Man bliver ansat for minimum 1 år og ikke på timerester. Herefter fastansættelse. Htx ansætter fra mange forskellige fagområder bl.a. arkitekter, journalister, designere.


Rasmus Rønberg

Lærer på hhx København Nord, Frederiksund. Cand. phil. i historie og underviser i samtidshistorie.

Hvad er hhx?
Obligatoriske fag er afsætning (mindst B), dansk (A), engelsk (A), erhvervsret (C), 2 fremmedsprog/begyndersprog – fransk, italiensk, russisk, spansk, tysk (mindst B), 2 fremmedsprog/fortsættersprog – fransk, tysk (mindst B), international økonomi (mindst B), matematik (mindst C), samfundsfag (mindst C), samtidshistorie (mindst C) og virksomhedsøkonomi (mindst C).

Der er ikke naturvidenskab på hhx.

For Rasmus havde det været en udfordring som humanist at komme til hhx, men han er meget glad for jobbet.


Susanne Stubgaard og Kasper Malmskov

Rektor og lærer på Næstved Gymnasium & HF

Sådan ansætter de på Næstved
Alle får to spørgsmål:
• Hvorfor vil du gerne være gymnasielærer?
• Hvorfor vil du gerne være gymnasielærer på Næstved Gymnasium?

Ansøgningen må gerne vise en kombination af, at man brænder for sit fag, og at man gerne ville arbejde med unge.

Svarene må gerne være:
• Jeg vil gerne formidle mine fag.
• Jeg vil gerne sætte mig ind i noget nyt
• Jeg brænder for mine fag.
• Det er spændende at være med til at udvikle de unge i en vigtig periode af deres liv.
• Det er skønt at blive udfordret hele tiden.
• Der er fedt at være med til at åbne de unges øjne for nye sider.

I ansøgningen kan man bl.a. bruge oplysninger om, hvad der skal til for at gøre eleverne tilfredse:
• De ved, hvad der forventes af dem.
• De bliver set af deres lærere.
• Deres meninger tæller.
• Der bliver talt til dem om deres personlige udvikling.

Fagkombinationen betyder meget, men de personlige kompetencer er også vigtige. En ny lærer skal have social empati, skal kunne coache og kommunikere samt være god til teamwork. Forandringsparathed oveni, for forandringer er en del af hverdagen på et gymnasium. Kun 25 % af ens arbejdstid er sammen med klassen. Resten af tiden går med forberedelse, efteruddannelse og diverse møder.

Sidste år ansatte Næstved 20 nye lærere, der aldersmæssigt fordelte sig fra 26 til 62 år. Flere af de nye lærere kom fra andre typer af job, hvilket var positivt, da det giver mere livserfaring. Og man ansatte:
• De der kan deres fag.
• De der anerkender dobbeltkravet om udvikling af faglige kompetencer og personlig modning hos eleverne og som er gode til at lære begge opgaver.
• De der har blik for helheder i lærerteamet og i faggrupperne.

Hvorfor det er sjovt at være gymnasielærer?
• Det er meningsfyldt arbejde.
• Der er gode muligheder for sparring og teamwork.
• Der er sjove og udfordrende unge.
• Der er mulighed for personlig udvikling.
• To dage er aldrig ens.

Uopfordrede ansøgninger? 
Næstved Gymnasium modtager ansøgninger på alle tider af året. Det er ikke nødvendigvis godt at aflevere dem personligt. Man skal sende nye uopfordrede ansøgninger hvert år - de gamle bliver ikke gemt.

For at komme i betragtning kan det være en god ide at tage andet relevant arbejde fx som vikar ved andre undervisningssteder eller formidlingsaktiviteter i bred forstand.