Jobsamtalen
Du er indkaldt til samtale, fordi din kommende arbejdsgiver har fundet dine faglige kompetencer interessante og nu ønsker at afprøve dem i en personlig dialog.
Forberedelse til samtalen
At du møder velforberedt til en samtale kan være det, der afgør, om du får jobbet eller ej. Du fremstår som motiveret og velorganiseret for arbejdsgiveren, hvis hun kan mærke, at du har sat dig ind i jobbet og virksomheden.
Desuden kan grundig forberedelse gøre dig mindre nervøs, fordi du ved noget om, hvad arbejdsstedet står for, hvilke opgaver det handler om, hvilke kunder virksomheden har, og hvad jobbet går ud på. Din research om virksomheden kommer dig nu til gode.
Du kan forberede dig ved at stille dig selv følgende spørgsmål:
- Har du en klar fornemmelse af, hvad jobbet går ud på?
- Ved du, hvordan de forskellige arbejdsopgaver er vægtet i stillingen?
- Ved du, hvilke værdier arbejdsstedet står for?
At tænke over disse spørgsmål kan også hjælpe dig til at formulere relevante spørgsmål til at bruge i samtalen.
Du kan med fordel forberede mulige svar til nogle af de spørgsmål, der typisk bliver stillet til jobsamtaler – se i boksen.
Før samtalen skal du overveje grundigt, hvilke af dine egenskaber, der er så vigtige, at du skal sørge for at bringe dem på banen i samtalen. Din forberedelse skal både handle om din faglighed og din personlighed. Arbejdsgiver vil sandsynligvis spørge til begge dele, og det ses for ofte, at ansøgeren enten ikke kan lide at tale om sig selv, eller også tager sine faglige kompetencer for givet og ikke er i stand til at sætte ord på sin viden.
Selve samtalen
Efter en præsentation af virksomheden og måske en uddybning af, hvad jobbet går ud på, vil du ofte blive bedt om at præsentere dig selv. Din præsentation giver et indblik i, hvad du finder relevant ved dig selv som kandidat til jobbet, og hvordan du prioriterer dine egenskaber.
Du vil blive stillet forskellige spørgsmål i løbet af samtalen, og når du svarer, bør du forsøge at give konkrete eksempler og relatere dine svar til virksomheden. Brug din kreativitet til at forestille dig, hvordan du vil gribe opgaverne an, og hvordan din arbejdssituation vil være.
Det er også almindeligt, at man i jobsamtalen bliver stillet over for en case, man skal give et løsningsforslag til. Overvej casen, spørg gerne ind og få uddybet nogle områder. Det giver indtryk af dine evner for overblik og blik for sammenhænge.
Skriv dig bag øret, at du skal være opmærksom på følgende i samtalen:
- Vær nærværende og vær dig selv
- Sørg for øjenkontakt med alle –også med dem, der ikke siger så meget
- Vær engageret og vis, at du er interesseret i jobbet
- Vær ærlig, men professionel; vælg den mest positive vinkel på dig selv og dine kompetencer
- Medbring cv og ansøgning samt evt. eksamenspapirer
- Giv udtryk for, at du glæder dig til at høre fra arbejdsgiveren, hvis du ønsker at få jobbet.
Typiske spørgsmål til jobsamtalen
- Hvordan er du at arbejde sammen med?
- Hvilken rolle er du oftest i i grupper?
- Hvad er dine stærke sider ift. jobbet?
- Hvorfor skal vi vælge dig?
- Hvad er dine forventninger til din leder?
- Hvilke kompetencer vil du gerne udvikle?
- Hvad var du glad for ved dit tidligere job?
- Hvordan arbejder du under pres? Bliver du let stresset?
- Hvad laver du i din fritid?
- Hvor ser du dig selv om tre år?