efterloen
Tilbage

Jeg skal på efterløn

Efterlønsordningen er en frivillig, pensionslignende ordning, som gør det muligt at trække sig helt eller delvist tilbage fra arbejdsmarkedet før den egentlige pensionsalder. Vælger du at være med i efterlønsordningen, får du

  • mulighed for at gå på efterløn
  • mulighed for at optjene en skattefri præmie.

For at være med i ordningen skal du

  • senest være begyndt at betale efterlønsbidrag den dag, du fylder 30 år (er du født i 1976 eller 1977, skal du dog først betale fra, du fylder 32 år)
  • betale efterlønsbidrag i 30 år.

Efterlønsbeviset er alfa og omega

Det vigtigste er at få udstedt et efterlønsbevis, straks du fylder 60 år. Har vi de nødvendige oplysninger, udsteder vi det automatisk. Har vi dem ikke, får du et brev fra os i god tid, før du fylder 60 år, hvor vi beder om de oplysninger, vi mangler, og giver dig en rimelig frist til at sende dem ind. Har vi oplysningerne inden for den fastsatte frist, får du dit efterlønsbevis udstedt fra din 60-årsdag. Beviset er forudsætningen for, at du får adgang til de særligt gunstige rettigheder, der ligger i efterlønsordningen. Se Jeg vil vente med at gå på efterløn.

Du kan stadig gå på efterløn uden at have fået udstedt efterlønsbeviset. Men du kan ikke optjene til den skattefri præmie, og du kan ikke opnå efterløn på de særlige gunstige vilkår.

Den skattefri præmie

Når du har arbejdet 3.120 timer, efter du har fået udstedt dit efterlønsbevis, og der er gået mindst to år, begynder du at tjene op til den skattefri præmie. Hver gang du herefter har arbejdet i 481 timer, hvilket svarer til et kvartals fuldtidsarbejde, optjener du én portion skattefri præmie. Du kan maksimalt optjene 12 portioner, hvilket svarer til tre års fuldtidsarbejde. Den skattefri præmie bliver udbetalt i forbindelse med, at du går på folkepension. Hvis du dør forinden, bliver præmien udbetalt til boet.

Tilbage