Jeg skal lægge mit cv ud på jobnet.dk
Generelle krav
Når du kommer til mødet i MA, skal dit cv være færdigt og have status af 'Tilgængeligt'.
Personlige oplysninger
Dine personlige oplysninger såsom navn, adresse og e-mail skjules automatisk ved cv'ets oprettelse, men det er et krav, at dit telefonnummer eller mailadresse samt dit postnummer - som minimum - er synlige på cv'et. Vi vil dog også anbefale dig at lade dit navn være synligt, da det er vores erfaring, at det virker mere seriøst for en arbejdsgiver.
Tidligere beskæftigelse
Her anfører du dine tidligere arbejdsforhold. Du skal kun gå så langt tilbage i tid, som det synes relevant for din videre jobsøgning.
Hvis du har haft flere kortvarige arbejdsforhold inden for en periode, kan du sammenholde dem under ét forhold. Under arbejdsgiver kan du angive forskellige virksomheder. Giv gerne en kort beskrivelse af dine arbejdsopgaver for virksomheden, så en kommende arbejdsgiver hurtigt kan se, hvilke kompetencer du har fra hvilke job.
Uddannelse
Her skriver du navnet på din/dine kompetencegivende uddannelse/uddannelser. Du kan også anføre forskellige kompetencegivende kurser, du måtte have haft.
Almene it-kvalifikationer
Husk, at du ikke skal være for beskeden i beskrivelsen af dine evner - mange er bange for at anføre for mange erfaringer med it, hvis de ikke har fået et officielt kursus heri. Hvis du har arbejdet med eksempelvis Office-pakken, enten privat eller professionelt, er det oplagt at medtage det i dit cv, uanset om du har papir på det eller ej. Hvis du har professionelle it-kvalifikationer, skal det anføres under Stillingsbetegnelser og kvalifikationer.
Sprog
Som med dine it-kvalifikationer er det vigtigt, at du ikke er for beskeden - du behøver ikke at beherske et sprog til perfektion for at anføre tale, læse, skrive. Hvis du mener, at du har et vist niveau og med rimelighed kan begå dig på sproget, kan du roligt anføre det med alle tre kriterier opfyldt.
Personlig beskrivelse
Når en potentiel arbejdsgiver læser dit cv, står den personlige beskrivelse som ét af de øverste punkter, derfor skal den lægge op til og supplere oplysningerne i det øvrige cv.
Din beskrivelse af dig selv bør hænge sammen med punkterne Uddannelse og Stillingsbetegnelser og Kvalifikationer. Den kan f.eks. indeholde noget om dine arbejdsmæssige styrker, hvad du gerne vil arbejde med m.v. Det er altså ikke nok at skrive 'jeg søger arbejde fordi, jeg er ledig'. Du må heller ikke skrive ting som kan tolkes som forsøg på at 'skræmme' arbejdsgiverne væk, f.eks. ved at understrege helbredsproblemer eller ved at anføre andre forbehold, som giver arbejdsgiveren et generelt negativt billede af dig.
Stillingsbetegnelser og kvalifikationer
Dette felt er cv'ets vigtigste. Reelt burde det kaldes Jobønsker og Kvalifikationer, da det er en registrering af de fag, du søger arbejde indenfor, og ikke en gentagelse af tidligere beskæftigelse. Det handler derfor ikke om, hvad du har lavet, men om hvad du kan, og hvad du vil lave.
Jo flere stillingsbetegnelser og kvalifikationer, du har registreret, jo større er sandsynligheden for, at du kan findes af en potentiel arbejdsgiver, der søger efter medarbejdere.
Du skal anføre de stillingsbetegnelser, som er mest relevante for din/dine uddannelse/uddannelser, samt andre fag, som du måtte have interesse for. Fagbetegnelserne skal dog være realistiske i forhold til dig og de fag, du har erfaring og/eller uddannelse indenfor.
Selvom du ingen erfaring har inden for et fag, kan du sagtens have relevante kvalifikationer - du skal derfor huske at medtage kvalifikationer, som du måtte have fået andetsteds fra. Jo flere kvalifikationer du vælger, jo større er sandsynligheden for, at du bliver fundet ved en arbejdsgiversøgning.
Husk at du skal anføre kvalifikationer til alle de fag, du søger indenfor. Hvis du f.eks. anfører 'akademisk medarbejder' uden tilhørende kvalifikationer, vil du formentlig ikke figurere på arbejdsgiverens søgning, da arbejdsgivere søger på både kvalifikationer og stillingsbetegnelser. Bemærk også, at du skal anføre kvalifikationer til hvert fag for sig. Således kan nogle kvalifikationer godt optræde flere gange, hvis de er relevante for flere job.
Arbejdsmarkedsbalancen
Bemærk, at du under Stillingsbetegnelser skal påføre mindst ét beskæftigelsesønske inden for et område, hvor Arbejdsmarkedsstyrelsen har offentliggjort, at der er 'gode' eller 'rigtig gode' beskæftigelsesmuligheder.
Du finder Arbejdsmarkedsstyrelsens liste i den såkaldte Arbejdsmarkedsbalance på hver af de fire Beskæftigelsesregionernes hjemmeside:
Beskæftigelsesregion Nordjylland
Beskæftigelsesregion Midtjylland
Beskæftigelsesregion Syddanmark
Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland
Ansættelsesvilkår
Hvis du er fuldtidsforsikret skal du altid anføre Fuldtid (37 timer), Fast ansættelse, Jeg kan starte: Hurtigst muligt samt Almindelige betingelser.