Det skarpe cv
Dit cv skal give arbejdsgiveren et hurtigt overblik over din erfaring og dine kompetencer fra arbejdsliv og uddannelse og helst også et lille glimt af din personlighed. Det skal være præcist og overskueligt. De fleste cv’er i dag giver desuden også et overblik over, hvilke kompetencer du har fået ud af aktiviteterne. Cv’et er både et overblik over fortiden og et her-og-nu billede af, hvad du kan.
Mange arbejdsgivere ser på cv’et, før de læser ansøgningen. Det er derfor vigtigt, at cv’et kan stå alene, og at det giver arbejdsgiveren lyst til også at læse din ansøgning.
Du skal lave et tilpasset og målrettet cv til hvert enkelt job, du søger. I det tilpassede cv gør du de erfaringer, der er mest relevante for det pågældende job, mest synlige. I dit cv skal du fremhæve både de faglige erfaringer og personlige kvaliteter, der peger direkte ind i de behov og opgaver, som virksomheden efterspørger. Dit cv skal have en sproglig form og tone, der taler til virksomhedens kultur.
Kompetencer på cv’et
Du kan skrive om dine kompetencer på cv’et på forskellige måder:
- På et kronologisk cv inddeler du dine erfaringer i kategorier som ovenfor. Aktiviteterne under hver enkel kategori beskrives omvendt kronologisk, dvs. det nyeste først. Under erhvervserfaring beskriver du for hvert enkelt job dine arbejdsopgaver og ansvarsområder. Hvis du desuden kan sætte ord på, hvilke resultater, du har opnået, kan du sende et signal om, at du ved, det er resultater, der tæller. Et kronologisk cv kan indledes med en kompetenceprofil eller et resumé. En kompetenceprofil består af for eksempel tre kompetencer, der er relevante for det job du søger, som du skriver i punktform i starten af dit cv. Det kunne være ”analyse”, ”projektledelse” og ”formidling”. Under hvert punkt kan du kort uddybe, hvordan dine styrker indenfor disse områder kommer til udtryk. Alternativt kan du skrive et par linjers tekst, der beskriver den røde tråd i dit cv. Fordelen ved en kompetenceprofil eller et resumé i indledningen er, at de ord, du sætter på dine kompetencer, ligger i baghovedet på læseren, når de læser videre på cv’et. Ulempen kan være, at beskrivelsen af kompetencerne eller resuméet ikke er overbevisende og ligner påstande, når det ikke er relateret til konkrete erfaringer.
- I stedet for den indledende kompetenceprofil og beskrivelser af opgaver under de enkelte job, kan du vælge at samle beskrivelserne af dine arbejdsopgaver og ansvarsområder på en liste med en række kompetenceområder, som du uddyber. Dit cv vil så indeholde en helt kort kronologisk oversigt og en side, hvor dine arbejdsopgaver og kompetencer er listet under overskrifter i stil med de tidligere nævnte, ”analyse”, ”projektledelse” og ”formidling”. Det kaldes et kompetenceinddelt cv. Fordelen er, at arbejdsgiveren samlet kan se, hvad du kan. Ulempen kan være, at det bliver en lang opremsning af, hvad du kan, uden hold i specifikke aktiviteter.
- Du kan inddele alle aktiviteter på dit cv i et antal overskrifter. Under hvert punkt kan du liste de aktiviteter, som har ført til den enkelte kompetence. Fordelen er, at du i høj grad kan styre hvilken profil du viser af dig selv. Ulempen kan være, at den anderledes form på et cv gør det mindre overskueligt for arbejdsgiveren og derfor virker mere distraherende end overskueligt.
Et ekstra råd for at sikre dig mod cpr-tyveri:
Et cv kan sagtens opfylde formålet uden cpr-nummer, så lad være med at skrive de fire sidste cifre på, især hvis du lægger cv’et på nettet eller sender mange ansøgninger.
Dit cv skal indeholde oplysninger om
- Personlige data
- Kompetencer
- Erhvervserfaring
- Uddannelse
- Efteruddannelse
- Sprog
- It
- Foreningsarbejde/organisatorisk erfaring
- Referencer
- Fritid