- Er du indmeldt i MA som nyuddannet, har du ret til dagpenge, hvis du bliver ledig.
- Dine dagpenge før skat er dimittendsatsen på 14.235 kr. i gennemsnit om måneden (2013-tal).
- Du har ret til dagpenge efter en måneds karens.
- Har du været medlem af MA eller en anden a-kasse i mindst et år i forvejen, slipper du for karensmåneden.
- Du starter med et vejledningsmøde i MA, hvor du får alle nødvendige oplysninger om dit ledighedsforløb.
- Du har ret til sammenlagt to års ydelser, som du kan bruge inden for tre år.
Du skal være tilmeldt jobnet.dk senest fra den dag, du har ret til dagpenge. Som nyuddannet vil det som hovedregel være en måned efter din uddannelses afslutning.
Har du været medlem af MA som studiemedlem før dit medlemskab som nyuddannet, slipper du dog for karensmåneden og har ret til dagpenge, dagen efter du har afsluttet uddannelsen. Det samme gælder, hvis du har været medlem af en anden a-kasse som fuldt betalende medlem i mindst et år
Hvornår afslutter du?
Mundtlig eksamen: Datoen for din afsluttende mundtlige eksamen.
Skriftlig eksamen: Datoen for offentliggørelsen af din karakter.
Hovedopgave eller speciale: Datoen for offentliggørelsen af din karakter eller datoen for underskrivelse af forhåndsgodkendelse af vejleder og censor.
Eksamensbevis: Datoen for udstedelsen af dit universitet.
![]() |
Pjece: MA guider dig gennem regeljunglen |
Udbetaling af dagpenge
For at vi kan udbetale dagpenge til dig, skal du sende os en ledighedserklæring, med mindre du svarede ja til, at du er ledig, da du udfyldte indmeldelsesblanketten på nettet. Så har vi oplysningerne, og du skal ikke sende os noget.
For at få dagpenge skal du søge job og stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Du starter i et dagpengeforløb på 104 uger (to år), som kan bruges inden for tre år. Derefter er det forældet.
Du får dimittendsatsen, som svarer til 82 pct. af højeste dagpengesats. I 2013 svarer det til i gennemsnit 14.235 kr.om måneden før skat. Dagpengene udbetales bagud og indsættes på din Nemkonto den sidste bankdag i måneden.
Fra dimittendsats til højeste sats
Får du arbejde i mindst tre måneder, skal du have beregnet en ny dagpengesats, hvis du bliver ledig.
Vi skal beregne en ny sats, hvis du har haft en sammenhængende periode på tre måneder, hvor du har arbejdet minimum 320 timer. Har du tjent mindst 20.960 kr. i gennemsnit pr. måned har du ret til højeste dagpengesats, som i 2013 er på 17.355 kr.
Dimittendsatsen er ikke en minimumssats.
Du kan tidligst få udbetalt dagpenge med en ny sats, når der er gået seks måneder fra det tidspunkt, hvor du fik ret til dagpenge som nyuddannet. Fik du fx dagpengeret den 1. april, kan du tidligst få dagpenge med den nye sats fra den 1. oktober.
Har du studiejob?
Hvis du ikke vil fortsætte dit studiejob, når du er færdig med din uddannelse, skal du sige op og fratræde jobbet, inden du bliver medlem i MA. Ellers vil du blive pålagt en karantæne på 111 timer, hvor du ikke har ret til dagpenge på grund af reglerne om selvforskyldt ledighed.
Ønsker du at beholde dit studiejob, så kontakt os, så du kan blive vejledt om reglerne.



