MA_Nyhedsbrev_Header_December2009

MA har taget et gevaldigt hop opad
Arbejdsdirektoratet benchmarker a-kasserne hvert år. Hvert andet år indgår der en tilfredshedsundersøgelse blandt de ledige medlemmer. Den afventede vi med stor spænding i år.

Medlemmerne af en a-kasse i Danmark er tilfredse. Mere tilfredse end med deres bank. MA’s medlemmer er ingen undtagelse og er endda blevet langt mere tilfredse end tidligere. Fra at have ligget i bunden er MA nu ifølge medlemmernes vurdering rykket op i midterfeltet af Danmarks 29 a-kasser.

Gennemsnittet for alle a-kasser ligger på indeks 72. MA ligger på 70. Førstepladsen indtager STA med 79, sidstepladsen ASE med 56.

De akademiske a-kasser (AC-kasserne) scorer generelt lavt i undersøgelsen på den konkrete hjælp til jobsøgning, hjælp til at finde relevante job, hjælp til cv og hjælp til at komme i arbejde.

Lige præcist dette område har MA arbejdet med efter undersøgelsens gennemførelse i foråret 2009. I København har MA her i efteråret med meget stor medlemstilfredshed afprøvet en ny mødeform. 96% var tilfredse med at kunne veksle og flekse mellem individuel rådgivning, forskellige workshopstilbud og bruge ventetiden på f.eks. at netværke med andre ledige.

Du kan se udvalgte resultater fra undersøgelsen her.

Og læse hele benchmarkrapporten her.

MA har afholdt ordinær generalforsamling 28. november

Frederik_Dehlholm

 


Formanden, Fredeik Dehlholm, aflagde både beretning og budget for 2010 for de fremmødte.

MA’s medlemmer har heldigvis haft en mindre drastisk stigning i ledigheden end medlemmerne af de andre akademiske a-kasser. Årsagen er bl.a., at mange er beskæftiget i den offentlige sektor, specielt med undervisning.

I MA’s trefløjede strategi, Skarp profil, Fornuftig pris og Medlemsbestemt service, har der været fokus på sidstnævnte med oprettelse af en Ris & Ros på hjemmesiden, et ændret og fleksibelt mødekoncept for rådighedssamtaler i København, ny hjemmeside med brugerinddragelse, test af vores Selvbetjening, fokusgrupper på vores standardbreve, organisationsudvikling omkring medlemsbetjening ud fra konceptet The Human Element, øget digitalisering ved brug af elektronisk indtastning af ydelseskort m.m., så MA nu er oppe på knap 90% af medlemmerne, der bruger Selvbetjeningen, opprioritering af efterlønskonsulentens arbejde på regionale møder med bl.a. orientering om den fleksible efterløn, tydeliggørelse overfor medlemmerne, at det er staten, der sætter reglerne for de ledige samt endelig opnormering af hjælp til ledige, der er kommet i klemme i forbindelse med kommunaliseringen.

Der er indledt samarbejde med GL og DM omkring udbuddet af medlemstilbud med henblik på at kunne støtte hinanden bedre.

MA har løbende deltaget i den offentlige debat. Senest har formanden opfordret medlemmerne til at underskrive kravet om højere dagpenge.

Bestyrelsen er ikke enig i de røster, der ønsker en efterlønsreform og vil gerne påvirke reglen om, at man ikke kan fortsætte som medlem af en a-kasse (og dermed af efterlønsordningen) efter 65 år, selv om man er i arbejde.

Bestyrelsen vil fastholde sin beslutning om ikke at agere Anden aktør, selv om der er kommet nyt udbud for 2010.

Bestyrelsen vil gerne sætte flere medlemsundersøgelser i gang, f.eks. om brug af efterlønnen.

Der er først valg til bestyrelsen næste år.

Vi indkalder til en ekstraordinær generalforsamling 13. januar
Bestyrelsen foreslår to vedtægtsændringer. Dels om kontingentfritagelse, dels om netop indkaldelse af ekstraordinære generalforsamlinger.

Det ene forslag handler om kontingenfritagelse.

Det andet om frist for indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen foregår kl. 19 onsdag den 13. januar 2010, Mimersgade 47, 2200 København N.

MA har lanceret ny hjemmeside
Du vil helt sikkert opdage det. Farver, billeder og opbygning er moderniseret. Vi er startet fra bunden og har bygget en helt ny hjemmeside op - bortset fra vores Selvbetjening.

Forinden har vi gennemført brugertest med medlemmer. De har hjulpet os til at få rettet fejl i navigering og menuopbygning.

Når vi laver ny hjemmeside, laver vi selvfølgelig også om på gamle vaner. Det som før lå her eller der, er nu pludselig flyttet eller blevet omdøbt. Lidt ligesom de driller os i supermarkedet, når de henover weekenden har muntret sig med at flytte varerne rundt. Og ligesom mandagsafløseren ikke er blevet helt opdateret på de nye varenumre og placeringer og vejleder kunden forkert, kan vi ikke garantere for, at du ikke også kan fare lidt vild på den nye hjemmeside eller at en medarbejder svarer dig lidt tøvende. Det er også nyt for dem.

F.eks. kan du få et brev fra os, som henviser til den gamle hjemmeside. Vi er i fuld gang med at rette alle hjememsidehenvisninger i vores breve, men vi har valgt at lancere den nye hjemmeside nu, hvor vi har gjort os umage med at få opdateret al tekst. Hurtigere lancering sparer dig så til gengæld for at læse forældede oplysninger på den gamle hjemmeside.

Her er de vigtigste ændringer:

Det der på den gamle hjemmeside hed

Findes nu på den nye hjemmeside under

Emneindex – Vejviser - FAQ

Regelguiden

Jeg skal til cv- eller rådighedsmøde

Regelguiden

Jobforum

Jobguiden

Jobopslag

Jobguiden

Selvbetjening

Selvbetjening

Blanketter

Selvbetjening

Pjecer

Selvbetjening

Joboplysninger

Selvbetjening

Arrangementer

Tilbud

Efterlønsmøder

Tilbud

Ugens jobtip

Aktuelt fokus

Nyheder

Ajour



De nye satser
Arbejdsdirektoratet har meldt de nye satser ud for 2010.

Maksimumsatsen for dagpengene sættes op fra 725 kr. til 752 kr. pr. dag. Det betyder omvendt, at staten også sætter statsbidraget til kontingentet op. Derudover har man genindført ATP-bidraget.

MA har ikke sat administrationsbidraget op.

Pr. kvartal bliver prisen for medlemsskab 2.631 kr., hvis man er tilmeldt efterlønsordningen. Uden den er prisen 1.314 pr. kvartal.

MA's medlemmer er bedst til at bruge nettet

"I gennemsnit foregår lidt mere end hver tredje af a-kassernes transaktioner digitalt. Bag den gennemsnitlige digitaliseringsgrad på 36 procent ligger meget store forskelle på, hvor meget medlemmerne bruger de digitale muligheder fra den ene a-kasse til den anden. Det viser en undersøgelse, som Arbejdsdirektoratet gennemførte i 2006 og igen i 2009 af udviklingen i antallet af digitale tilbud i a-kasserne og af medlemmernes brug af tilbuddene.

Fem a-kasser har en digitaliseringsgrad på 80 procent eller derover. Det er foruden Lærernes A-kasse, Prosa og Merkonomerne A-kasse, Magistrenes A-kasse, Ingeniørernes A-kasse og Akademikernes A-kasse.

I den anden ende af skalaen har Fag og Arbejdes A-kasse, Byggefagenes A-kasse, El-fagets A-kasse, Fødevareforbundet NNF’s A-kasse foruden Faglig Fælles Akasse en digitaliseringsgrad på mindre end 10 procent."

Kilde: Beskæftigelseministeriets Nyhedsbrev uge 47.


God jul
Bestyrelse og sekretariat vil gerne benytte denne lejlighed gennem nyhedsbrevet til at ønske alle vores medlemmer en god juletid, når vi kommer så langt. Vi håber på et godt år 2010 for de økonomiske konjunkturer, så ledighedsstigningen kan blive bremset og et poltisk godt år 2010 uden yderligere stramninger og forringelser for hverken dagpenge- eller efterlønsmodtagere.

MA runder snart 52.500 medlemmer og har i perioden 2004-2008 haft en medlemsvækst på 28,4%.

grangren

Nyhedsbrev - ikke til mig tak!
Dette nyhedsbrev sendes ud til alle ledige medlemmer plus øvrige interessenter, der har meldt sig til via hjemmesiden.
Ønsker du ikke at modtage nyhedsbrevet, afmelder du blot samme sted.

Har du kommentarer, kan du sende en mail til nyhedsbrev@ma-kasse.dk.